Eva Persson

Kan flyselskabet kræve at se dit pas, inden der udbetales kompensation?

I en afgørelse fra januar 2020 har Københavns Byret fastslået, at flyselskabet ikke kan kræve, at passagerer anmelder deres krav i henhold til Flyforsinkelsesforordningen på en bestemt måde, ligesom flyselskabet heller ikke kan kræve at modtage kopi af pas eller anden billedelegitimation.

  

I Flyforsinkelsesforordningen er der ikke krav om, at flypassagerer, som anmoder om kompensation i anledning af en flyforsinkelse, skal anmelde deres krav på en særlig måde.

 

Tværtimod fremgår det af forordningens artikel 15, at forpligtelser over for passagerer i henhold til forordningen ikke må begrænses eller ophæves, f.eks. ved en restriktiv klausul.

 

Til trods for dette, er der mange flyselskaber, som kræver, at passagererne udfylder en elektronisk formular, hvis passagererne vil gøre krav gældende i henhold til Flyforsinkelsesforordningen (f.eks. hvis passagererne kræver kompensation). I visse tilfælde er det en besværlig proces, og – værst af alt – er det ikke muligt efterfølgende, at dokumentere, at formularen er udfyldt og indgivet, bl.a. fordi passagererne ikke modtager en kvittering og heller ikke kan gemme formularen. Dette svækker passagerernes retsstilling.

 

Den 31. januar 2020 fastslog Københavns Byret imidlertid, at flyselskabet ikke kan betinge sig, at passagererne udfylder en bestemt formular.

 

Uanset på hvilken måde, passagererne gør deres krav gældende, har de krav på, at flyselskabet behandler ansøgningen om kompensation.

 

Ligeledes, fastslog retten, kan flyselskabet ikke kræve, at passagererne fremsender kopi af pas, billet og boardingkort.

 

Afgørelsen er helt i tråd med EU-Domstolens C-756/18, som fastslår, at Flyforsinkelsesforordningen, og navnlig dens artikel 3, stk. 2, litra a, skal fortolkes således, at passagerer, som har en bekræftet reservation til en forsinket flyafgang, ikke kan nægtes kompensation alene af den grund, at passagererne ikke i forbindelse med deres anmodninger om kompensation har bevist deres tilstedeværelse ved indcheckning, f.eks. ved hjælp af boardingkort, medmindre det (af flyselskabet) påvises, at disse passagerer ikke var om bord på det pågældende forsinkede fly.