Eva Persson

Har du fået FREMRYKKET dit rejsetidspunkt har du også krav på kompensation – Nye domme fra EU-Domstolen

De fleste ved, at de har krav på kompensation, hvis deres fly bliver aflyst eller forsinket i mere end 3 timer.

Nu har EU-Domstolen imidlertid også fastslået, at passagerer har krav på kompensation i hht. Flyforordningen, hvis afrejsetidspunktet bliver fremrykket med over 1 time, idet en sådan fremrykning skal sidestilles med en aflysning, jf. Flyforordningens art. 2, litra l og art. 5, stk. 1

Ifølge EU-Domstolen kræves ingen udtrykkelig beslutning om at aflyse afgangen, for at der er tale om en ”aflysning” i Forordningens art. 2, litra l’s forstand (præmis 73).

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at begrebet ”aflysning” er defineret i denne forordnings artikel 2, litra l, som ”en planlagt flyvning, hvortil der var mindst en reservation, som ikke gennemføres” (præmis 70).

Bemærk dog, at en fremrykning, som finder sted mere end 14 dage før planlagt afrejsetidspunkt, ikke er kompensationsberettiget, jf. art. 5, stk. 1, litra c (i).