I byretten – hvor mit kontor ikke repræsenterede passagererne – blev flyselskabet frifundet for kravet om kompensation, da byretten lagde til grund, 1) at der var tale om en ”usædvanlig omstændighed” i Flyforordningens forstand og 2) at flyselskabet havde truffet de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, for at begrænse forsinkelsen.
Der var konkret tale om et voldsomt tordenvejr i Helsinki, som afstedkom, at passagererne blev i alt 6 timer og 30 min. forsinket på en rejse fra Bangkok til København (med flyskift i Helsinki).
I Landsretssagen indtrådte Concilio & Co som advokat for passagererne, og fremlagde i den forbindelse en række udskrifter fra Flightstats.com, som dokumenterede, at der bl.a. var et tidligere forbindelsesfly med British Airways fra Helsinki til København, som kunne have reduceret forsinkelsen med 4 timer og 6 minutter.
På den baggrund blev sagen vundet i Landsretten.
I Østre Landsrets præmisser hedder det bl.a.:
”Landsretten finder efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at [flyselskabet] ikke har løftet bevisbyrden for, at forsinkelsen ikke kunne have været undgået, hvis selskabet havde udfoldet rimelige bestræbelser på at ombooke passagerne til andre fly, herunder eventuelt via alternative ruter. Landsretten har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumenterede oplysninger om, hvad [flyselskabet] reelt foretog sig med hensyn til at undersøge mulighederne for ombooking af passagererne. Der foreligger således ikke dokumenterede oplysninger om [flyselskabets] eventuelle kontakt til andre flyselskaber med forespørgsel om ledig kapacitet mellem Helsinki og København, eventuelt via alternative ruter. Navnlig har [flyselskabet] ikke forholdt sig til, om der er foretaget forsøg på at ombooke passagererne til det British Airways fly, der ifølge sagens oplysninger afgik kl. 19.06, og som landede i København kl. 19.39.
På denne baggrund finder landsretten, at [flyselskabet] ikke har godtgjort, at de ikke kunne have undgået forsinkelsen på 4 timer og 6 minutter, som er forskellen på det ankomsttidspunkt, som passagerne kunne have haft, hvis de var ombooket til det pågældende British Airways fly fra Helsinki, og det tidspunkt, de rent faktisk ankom til København på”.
Med dommen kan det altså lægges til grund, at et flyselskab er forpligtet til at forholde sig til sådanne udskrifter fra Flightstats, der sandsynliggør, at passagererne kunne være fremkommet tidligere. Og så fastslår afgørelsen, hvad vi allerede ved, nemlig at et flyselskab er forpligtet til at undersøge hvilke muligheder der er, for at ombooke passagererne til andre flyselskabers ruter. Et flyselskab kan ikke bare ombooke passagererne til egen næste ledige afgang.
Dommen er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen: UfR 2022.1199 Ø.