Eva Persson

Skildpadder, benzin og skruer på landingsbanen er ”usædvanligt”

Retterne har efterhånden lagt sig fast på, at fremmedlegemer på landingsbanen (og i luften) udgør en ”usædvanlig omstændighed” i Forordningens forstand.

I en sjov afgørelse af 18. januar 2021 fra Københavns Byret (sag BS-56397/2019-KBH) fik Norwegian medhold i, at selskabet ikke skulle betale passagererne kompensation for en forsinkelse på 3 timer og 52 minutter fra København til New York.

I rettens præmisser hedder det bl.a.:

”Flyet blev yderligere forsinket ved ankomsten til New York, fordi en landingsbane var blevet lukket, da op til 40 skildpadder gik på landingsbanen. Dette medførte problemer for ca. 90 % af flyene i det pågældende tidsrum, hvor sagsøgtes fly skulle lande []”.

Afgørelsen, som er min hyggeligste til dato, afspejler retspraksis fra EU-Domstolen for så vidt angår fremmede effekter på landingsbanen:

I sag C-159/18 har EU-Domstolen f.eks. fastslået, at art. 5, stk. 3 i Forordning 261/2004, skal fortolkes således, at forekomsten af benzin på en lufthavns start- og landingsbane, som har ført til, at start- og landingsbanen lukkes, og at en flyvning fra eller til denne lufthavn som følge heraf er blevet væsentligt forsinket, er omfattet af begrebet ”usædvanlige omstændigheder” som omhandlet i denne bestemmelse.

 Det er dog en forudsætning, at den omhandlede benzin ikke stammer fra et fly fra det luftfartsselskab, som har gennemført den flyvning, der kræves kompensation for.

Derved har EU-Domstolen lagt sig tæt op ad en anden afgørelse (C-501/17), hvor der var tale om en forsinkelse på 3 timer og 28 minutter på en flyrejse fra Dublin til Düsseldorf.

Denne forsinkelse skyldtes ifølge Germanwings, at man inden afgang konstaterede en skrue i et af dækkene på det luftfartøj, der skulle forestå flyvningen. Ifølge flyselskabet havde skruen ligget på lufthavnens start- og landingsbane, og var kommet op i hjulet under taxi (såkaldt ”FOD” (”Foreign Object Damage”)).

I nævnte sag (C-501/17) fastslog EU-Domstolen, at beskadigelsen af et dæk på et luftfartøj forårsaget af en fremmed genstand, såsom en løs genstand, der ligger på en lufthavns start- og landingsbane, er omfattet af begrebet ”usædvanlig omstændighed” som omhandlet i art. 5, stk. 3.

Det blev imidlertid samtidig præciseret, at det flyselskab, hvis flyafgang er blevet væsentligt forsinket som følge af en sådan ”usædvanlig omstændighed”, skal dokumentere, at det har anvendt alt det personale og materiel og de økonomiske midler, som selskabet rådede over, med henblik på at undgå forsinkelsen.

I en tidligere afgørelse vedr. ”fremmedlegemer” i luften nåede EU-Domstolen da også frem til, at en kollision mellem et fly og en fugl (et såkaldt ”birdstrike”) er omfattet af begrebet ”usædvanlige omstændigheder” som omhandlet i art. 5, stk. 3, jf. sag C-315/15 – i daglig tale ”Pešková-dommen