Eva Persson

Flyselskabet skal dokumentere, at man reelt har “gjort noget” for at begrænse forsinkelsen – To nye domme fra Vestre Landsret

Closeup hand holding the luggage over the flight board for check-in at the flight information

Flyselskabet skal dokumentere, at man reelt har “gjort noget” for at begrænse forsinkelsen – To nye domme fra Vestre Landsret

Bortfald af kompensationsforpligtelsen forudsætter (foruden, at der skal være tale om en ”usædvanlig omstændighed”), at luftfartsselskabet kan dokumentere, at passagerernes senere ankomst til det endelige bestemmelsessted ikke kunne være undgået.

To nyere domme af 11. maj 2021 fra Vestre Landsret, som vi har ført her på kontoret, bidrager til forståelsen af den helt konkrete vurdering, der skal foretages i hver enkelt sag, for at fastslå om luftfartsselskaberne har iagttaget kravet i det andet led af art. 5, stk. 3. Disse domme er særligt illustrative når de læses i sammenhæng, og derfor er det også ærgerligt, at det kun er den ene af dommene, som er optrykt i Ugeskriftet.

De to nævnte Vestrelandsretssager blev sambehandlet, da de vedrørte samme hændelse (uvejr den 9. juli 2019 i Girona). Tilmed vedrørte sagerne det samme fly, omend forskellige rotationer (ruter, som flyet skulle betjene) den pågældende dag.

Ikke desto mindre blev passagererne i den ene sag – BS-47686/2020-VLR – tilkendt kompensation, medens passagerernes krav i den anden sag – BS-47051/2020-VLR (UfR 2021.3595 Ø) – blev afvist.

De nærmere omstændigheder var som følger:

Den 9. juli 2019 var der et kraftigt tordenvejr over lufthavnen i Girona. På den baggrund blev et fly fra Bremen til Girona (rute FR3652) af kaptajnen omdirigeret til Barcelona, og flyet kunne således ikke servicere to senere ruter, det ellers var scheduleret til (hhv. rute FR9002 fra Girona til Billund og returflyvningen på rute FR9003 fra Billund til Girona).

BS-47051/2020-VLR vedrører rute FR9002 fra Girona til Billund, medens BS-47686/2020-VLR vedrører returflyvningen på rute FR9003 fra Billund til Girona.

Passagererne gjorde under sagerne gældende med henvisning til de fremlagte bilag, at den primære begrundelse for omdirigeringen af rute FR3652, var, at lavprisselskabet kun, evt. at økonomiske årsager, da det er billigere at flyve med et lettere fly, havde medtaget minimal holding fuel (brændstof, som er allokeret til holding positions, dvs. når flyet er i venteposition til landing), til trods for en klar advarsel inden take off om kraftig torden. Ifølge ankestævningen (og bilag A) var rute FR3652 angiveligt kun i holding position i 20 minutter, inden flyet blev omdirigeret af kaptajnen, hvilket kunne indikere noget sådan.

Vestre Landsret lagde imidlertid, med henvisning til den af Ryanair (selv) udarbejdet Air Safety Report til grund, at der var tale om en ”usædvanlig omstændighed” i Flyforsinkelsesforordningens forstand.

I BS-47686/2020-VLR forelå der hverken for byretten eller landsretten oplysninger om, hvilke konkrete foranstaltninger flyselskabet havde truffet med henblik på at afbøde virkningerne for passagererne til rute FR9003 af rute FR3652’s omdirigering. På den baggrund blev passagererne tilkendt kompensation. I Landsrettens præmisser hedder det:

”Spørgsmålet er derefter, om Ryanair har godtgjort, at forsinkelsen for passagererne på tur FR9003 ikke kunne have været begrænset, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet.

Der foreligger heller ikke for landsretten oplysninger om, hvilke konkrete foranstaltninger Ryanair har truffet med henblik på at afbøde virkningerne af den forsinkelse, der var opstået den 9. juli 2019 ved den tidligere flyvning. Ryanair har således fx ikke fremlagt dokumentation for, at der ikke var andre afgange med andre flyselskaber, herunder med alternative rejseruter, som ville have begrænset forsinkelsen.

Landsretten tiltræder under disse omstændigheder, at passagererne har krav på kompensation for forsinkelsen efter forordningens artikel 7.”

For så vidt angår BS-47051/2020-VLR – som altså også vedrørte omdirigeringen den 9. juli 2019 af rute FR3652 fra Bremen – var der tale om rute FR9002 fra Girona til Billund, altså rotationen inden rute FR9003 fra Billund til Girona.

I denne sag kunne flyselskabet imidlertid dokumentere, at det havde iværksat bustransport fra Girona til Barcelona af de passagerer, der skulle med FR9002 til Billund, ligesom der i denne sag blev transporteret en ny besætning til Barcelona. På den baggrund hedder det i Landsrettens præmisser:

”Ryanair har derved truffet de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes for at undgå forsinkelsen, idet der – i lyset af tordenvejrets betydning for flytrafikken i området – ikke er grundlag for at antage, at passagererne ville have kunnet komme hurtigere til Billund på anden vis.

Passagererne har på den baggrund ikke krav på kompensation efter forordningens artikel 7.”

De danske domstole synes i høj grad at lægge vægt på oplysningerne fra flyselskabet om vejret, herunder fremlagte vejrrapporter – typisk de såkaldte METAR (”METeorological Aerodrome Reports”) og TAF (”Terminal Aerodrome Forecast”) – herunder forholdet mellem vejrsituationen og flytypens kapacitet og godkendelser, baneretning mv.

Til gengæld stilles der som hovedregel krav om dokumentation for forholdsregler i form af reel handling, hvormed der menes, at flyselskabet skal kunne dokumentere, at flyselskabet de facto og helt konkret har foretaget sig noget for at begrænse forsinkelsen. Det er som hovedregel ikke tilstrækkeligt, at dette ”noget” består i at søge erstatningsfly eller ombookingsmuligheder, hvis det alligevel ikke lykkes.

Ingen forpligtelse for passagerer til at acceptere vouchers (frem for refusion af flybilletten)

Ingen forpligtelse for passagerer til at acceptere vouchers (frem for refusion af flybilletten)

Forbrugerklagenævnet har i en afgørelse af 1. juli 2021 fastslået, at en forbruger er berettiget til at få udbetalt værdien af en voucher, som passageren ellers har accepteret som følge af aflysningen pga. Covid-19-pandemien af passagerens rejse den 14. april 2020 til Los Angeles.

NY ARTIKEL om luftfartsselskabernes forpligtelse til at begrænse følgerne af “usædvanlige omstændigheder” med særlig fokus på sager om “uvejr”

NY ARTIKEL om luftfartsselskabernes forpligtelse til at begrænse følgerne af “usædvanlige omstændigheder” med særlig fokus på sager om “uvejr”

Advokat Eva Perssons artikel “Forordning 261/2004 – Analyse af luftfartsselskabernes forpligtelse til at begrænse følgerne af “usædvanlige omstændigheder” med særlig fokus på sager om “uvejr” er trykt i det nyeste udgave af Erhvervsjuridisk Tidsskrift, som er udkommet i dag.

Artiklen findes her: ART20210028-ET.pdf

 

Kan flyselskabet kræve at se dit pas…

handsome businessman handing over air ticket at airline check in counter

Kan flyselskabet kræve at se dit pas, inden der udbetales kompensation?

I en afgørelse fra januar 2020 har Københavns Byret fastslået, at flyselskabet ikke kan kræve, at passagerer anmelder deres krav i henhold til Flyforsinkelsesforordningen på en bestemt måde, ligesom flyselskabet heller ikke kan kræve at modtage kopi af pas eller anden billedelegitimation.

  

I Flyforsinkelsesforordningen er der ikke krav om, at flypassagerer, som anmoder om kompensation i anledning af en flyforsinkelse, skal anmelde deres krav på en særlig måde.

 

Tværtimod fremgår det af forordningens artikel 15, at forpligtelser over for passagerer i henhold til forordningen ikke må begrænses eller ophæves, f.eks. ved en restriktiv klausul.

 

Til trods for dette, er der mange flyselskaber, som kræver, at passagererne udfylder en elektronisk formular, hvis passagererne vil gøre krav gældende i henhold til Flyforsinkelsesforordningen (f.eks. hvis passagererne kræver kompensation). I visse tilfælde er det en besværlig proces, og – værst af alt – er det ikke muligt efterfølgende, at dokumentere, at formularen er udfyldt og indgivet, bl.a. fordi passagererne ikke modtager en kvittering og heller ikke kan gemme formularen. Dette svækker passagerernes retsstilling.

 

Den 31. januar 2020 fastslog Københavns Byret imidlertid, at flyselskabet ikke kan betinge sig, at passagererne udfylder en bestemt formular.

 

Uanset på hvilken måde, passagererne gør deres krav gældende, har de krav på, at flyselskabet behandler ansøgningen om kompensation.

 

Ligeledes, fastslog retten, kan flyselskabet ikke kræve, at passagererne fremsender kopi af pas, billet og boardingkort.

 

Afgørelsen er helt i tråd med EU-Domstolens C-756/18, som fastslår, at Flyforsinkelsesforordningen, og navnlig dens artikel 3, stk. 2, litra a, skal fortolkes således, at passagerer, som har en bekræftet reservation til en forsinket flyafgang, ikke kan nægtes kompensation alene af den grund, at passagererne ikke i forbindelse med deres anmodninger om kompensation har bevist deres tilstedeværelse ved indcheckning, f.eks. ved hjælp af boardingkort, medmindre det (af flyselskabet) påvises, at disse passagerer ikke var om bord på det pågældende forsinkede fly.

 

 

 

 

 

 

Er spædbørn berettiget til kompensation?

Close up of infant baby feet.

Er spædbørn berettiget til kompensation?

Vi har endnu ingen afgørelser fra hverken EU-Domstolen eller Landsretterne herhjemme, som vedrører spædbørns ret til kompensation efter Flyforsinkelsesforordningen. Men vi har en dom fra Københavns Byret fra april 2017, som fastslår, at spædbørn har ret til kompensation, hvis de har en bekræftet reservation fra flyselskabet.

 

Efter ordlyden af artikel 3, stk. 2, litra a og artikel 2, litra g i Forordning 261/2004 finder forordningen anvendelse, hvis passageren har en bekræftet reservation, som er accepteret og registreret af flyselskabet til den pågældende flyafgang.

 

Det fremgår derimod ikke af disse to bestemmelser (eller af nogen anden bestemmelse i forordningen), at der stilles krav om, at passageren skal have eget sæde for, at Flyforsinkelsesforordningen finder anvendelse.

 

Et barn under 2 år (”infant” eller ”spædbarn”) har som altovervejende hovedregel ikke sit eget sæde, men sidder på skødet af den voksne rejseledsager. Dog skal barnet være registreret i flyselskabets fortegnelser over passagerer, og får også udleveret et boardingkort, om end uden sædenummer. Man køber således ikke en flybillet til barnet, men betaler almindeligvis et gebyr eller lign. for at medtage barnet.

 

I sagen for Københavns Byret var der tale om en charterrejse, og barnet stod registreret på billetten fra rejsearrangøren under ”Inf (0 years)”. Barnets rejseledsager havde betalt kr. 300,00 for barnet.

 

Begrebet ”reservation” skal i henhold til Flyforsinkelsesforordningens artikel 2, litra g forstås som en billet eller et bevis, hvoraf fremgår, at passagerens reservation er blevet accepteret og registreret af luftfartsselskabet eller rejsearrangøren.

 

Som ”billet” anses i medfør af artikel 2, litra f et gyldigt dokument, der giver ret til transport, og som er udstedt eller autoriseret af luftfartsselskabet eller dettes autoriserede agent, herunder tilsvarende dokumentation i elektronisk form.

 

På den baggrund fandt Københavns Byret, at det er tilstrækkeligt for at opnå kompensation, at passageren har en bekræftet reservation til flyafgangen, og således en ret til at blive transporteret med flyet, og spædbarnet i sagen blev tilkendt kompensation med Euro 600.

 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har da også den 19. januar 2017 i et responsumlignende svar oplyst, at spædbørn har krav på kompensation, hvis de har en bekræftet reservation til flyvningen, og at spædbørn ”er omfattet af forordningen på lige fod med andre passagerer”.

 

Ifølge Styrelsen er det ikke afgørende, om der er betalt ”fuld pris, nedsat pris” eller om billetten har været gratis.

 

Det er foreløbigt ikke prøvet af domstolene herhjemme, om et spædbarn er berettiget til flykompensation, hvis forældrene ikke har betalt for barnet. Ifølge de engelske domstole skal det afgøres ”sag for sag”, om barnet konkret har ret til kompensation, idet det – ifølge vores naboer – afhænger af, hvor meget der er betalt i ”administrationsgebyr” eller lign., herunder om beløbet kan sidestilles med prisen for en almindelig flybillet. Samtidig synes retsstillingen i England således også at være, at et barn, som er medtaget på rejsen helt uden beregning, ikke har krav på kompensation.

 

Dette synspunkt holder næppe vand.

 

Der er intet i Flyforsinkelsesforordningen som indikerer, at kompensationsforpligtelsen afhænger af, at der er betalt for barnet, idet (f.eks.) bemærkes, at artikel 3, stk. 3 (om, at forordningen ikke gælder for passagerer, der rejser gratis), netop kun vedrører flybilletter, som ikke er ”til rådighed for offentligheden” (typisk personalerejser).

 

Foreløbigt må det derfor kunne lægges til grund, at det afgørende i forhold til kompensationsforpligtelsen alene er, om barnet har en bekræftet reservation til flyvningen.

 

BREAKING NEWS – NYE DOMME fra Østre Landsret…

Judge's gavel

Tilsidesættelse af flyselskabs befordringsvilkår

Vilkår i et flyselskabs befordringsvilkår, som forbyder passagerer at overdrage deres krav på kompensation til et inddrivelsesfirma, er i dag blevet tilsidesat af Østre Landsret i to sager, vi har ført for inddrivelsesfirmaet.
_________________________________________________________________________

Østre Landsret har i dag fastslået, at passagerer gyldigt kan overdrage deres krav på kompensation i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 til – f.eks. – et inddrivelsesfirma.

Dette er en stor sejr for forbrugerbeskyttelsen, da det kan være hensigtsmæssigt at benytte sig af noget sådan, hvis flyselskabet ikke frivilligt betaler kompensationen.

I Danmark er der flere af sådanne inddrivelsesfirmaer, og visse af disse får – netop – overdraget fordringen (altså kravet som sådan) til sig, inden de påbegynder inddrivelsen. Det betyder, at de indtræder i passagerens rettigheder og forpligtelser.

Andre inddrivelsesfirmaer får en fuldmagt fra passagererne til at repræsentere disse (således at kravet formelt set stadig tilhører passagererne), men begge dele kan altså være lige godt.

I Danmark er det et helt grundlæggende princip, at et skyldnerskifte kræver kreditors (fordringshaverens) samtykke, medens et kreditorskifte ikke kræver debitors samtykke. Flyselskabet har imidlertid – med pkt. 15.3 i sine befordringsvilkår – forsøgt at begrænse flypassagerers muligheder for at overdrage deres krav på kompensation, men dette kan man ikke gyldigt forhindre, har Østre Landsret nu fastslået med henvisning til Aftalelovens § 38 c, Forbrugeraftaledirektivet (Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler) samt art. 15 i Rådets forordning (EF) nr. 261/2004.

Landsretten har herved lagt vægt på, at vilkåret begrænser forbrugerens adgang til at disponere og rejse krav i overensstemmelse med national ret på tilsvarende vis som flere af de kontraktvilkår, der ifølge Forbrugeraftaledirektivet kan betragtes som urimelige, jf. direktivets art. 3, stk. 3, jf. stk. 1, jf. bilaget til direktivet, pkt. 1, litra a, b og q. Der må herved bl.a. henses til den typisk ret beskedne størrelse af sådanne kompensationskrav, der gør det nærliggende og relevant for en forbruger at søge at afhænde kravet, fremfor selv at forfølge det.

Dommen fra Østre landsret læner sig op ad EU-Domstolens sag C-519/19 fra den 18. november 2020, hvor EU-Domstolen fastslog, at flyselskabet heller ikke kan påberåbe sig en værnetingsaftale med passagererne, som er indføjet i selskabets befordringsvilkår, da en sådan værnetingsaftale også anses for urimelig i medfør af art. 3, stk. 1 i Forbrugeraftaledirektivet.

Det er de første sager af den art ved landsretterne herhjemme, og det forventes, at dommene skaber præcedens. Tillykke til inddrivelsesfirmaet, som har vundet sagerne, og til passagererne, som nu modtager den kompensation, de er berettiget til.

Sådan beregner du størrelsen på din kompensation

Businesswoman working on computer

Sådan beregner du størrelsen på din kompensation

I de fleste tilfælde er det nemt at regne ud, hvor meget man har krav på i kompensation. I andre tilfælde er det lidt sværere. To afgørelser fra EU-Domstolen – C-939/19 og C-559/16 – gør det nemmere at finde rundt i reglerne.

______________________________________________________________________

Hvis man bliver udsat for boardingafvisning, forsinkelse eller aflysning, har man i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 krav på kompensation.

Størrelsen på kompensationen fremgår af Forordningens art. 7, stk. 1, og afhænger af forsinkelsens varighed og distancen mellem afrejselufthavnen og det endelige bestemmelsessted.  

F.eks. har du krav på 600 Euro, hvis dit fly fra New York til København bliver aflyst, forudsat, at du ikke har modtaget meddelelse om aflysningen senest 2 uger inden afgang.

Indtil for nyligt har visse flyselskaber gjort gældende, at passagerer med mellemlandinger kun har krav på kompensation i forhold til distancen på den forsinkede flyvning:

Hvis du altså havde en mellemlanding i Amsterdam på din rejse hjem fra New York, og det var ruten mellem Amsterdam og København, som blev forsinket, gjorde flyselskabet gældende, at du kun havde krav på 250 Euro.

Et sådan synspunkt strider imidlertid mod en kendelse fra EU-Domstolen i sag C-939/19, hvor det blev fastslået, at størrelsen på kompensationen skal beregnes på baggrund af distancen mellem det oprindelige afrejsested og den endelige destination – uanset evt. mellemlandinger og flyskift – forudsat, at der er tale om en samlet booking.

Her på kontoret har vi netop afsluttet 5 prøvesager ved Østre Landsret omkring netop dette spørgsmål.

I henhold til Forordningens art. 7, stk. 1, sidste pkt. er grundlaget, ved fastsættelse af distancen, ”det sidste bestemmelsessted, hvor boardingafvisning eller aflysning forsinker passagerens ankomst efter det planmæssige ankomsttidspunkt”.

I Forordningens art. 2, litra h) er begrebet ”endeligt bestemmelsessted” da også defineret som ”det bestemmelsessted, der er anført på den billet, der fremvises ved indcheckningsskranken eller, ved direkte tilsluttede flyforbindelser, bestemmelsesstedet for den sidste flyvning; alternative tilsluttede flyforbindelser, der er til rådighed, tages ikke i betragtning hvis det oprindeligt planlagte ankomsttidspunkt overholdes.”

Ikke desto mindre har Københavns Byret i flere tilfælde afsagt domme, hvor det er lagt til grund, at det alene er distancen på den forsinkede rute, der skal lægges til grund for beregningen af kompensation. I en af afgørelserne hedder det f.eks.: at ”[] artikel 7, stk. 1, sidste punktum, skal forstås således, at der ikke skal betales kompensation til en passager med direkte tilsluttede flyforbindelser for flyafgange, som ikke har haft nogen betydning for forsinkelsen på den endelige destination”. Dette – mener jeg – er oplagt forkert.

Flere af ræsonnementerne i rettens præmisser savner i øvrigt mening. Bl.a. henvises der i en af dommene – i relation til resultatet – til ”formålet med forordningen”, hvilket vel netop skulle begrunde det stik-modsatte resultat.

Hvor om alting er, fik jeg i august 2020 tilladelse af Procesbevillingsnævnet til at anke sådanne 5 ”forkerte” domme, og flyselskabet har nu taget bekræftende til genmæle i disse sager (altså accepteret kravene og derfor undgået dommene).

Jeg er lidt ærgerlig over, at vi dermed ikke har fået et præjudikat fra landsretten, men trods alt er det rart, at vi har kunnet hjælpe passagererne i disse 5 sager med at få den korrekte kompensation.

Begrebet ”distancen” i tilfælde af flyvninger med tilsluttede flyforbindelser omfatter i øvrigt distancen mellem det første afgangssted og det endelige bestemmelsessted, beregnet efter storcirkelmetoden (den korteste afstand mellem to punkter henover en overflade), uanset den faktisk tilbagelagte (forsinkede) flyrutes længde. Dette fremgår da også af EU-Domstolens sag C-559/16 (”Bossen”).

Hvis man forestillede sig (det utænkelige), at du skulle hjem fra en ferie i Amsterdam, og du valgte at flyve via New York, havde du, med andre ord, stadig kun krav på 250 Euro, hvis et af dine fly blev aflyst.

Skildpadder, benzin og skruer på landingsbanen er ”usædvanligt”

Passenger jet plane landing

Skildpadder, benzin og skruer på landingsbanen er ”usædvanligt”

Retterne har efterhånden lagt sig fast på, at fremmedlegemer på landingsbanen (og i luften) udgør en ”usædvanlig omstændighed” i Forordningens forstand.

I en sjov afgørelse af 18. januar 2021 fra Københavns Byret (sag BS-56397/2019-KBH) fik Norwegian medhold i, at selskabet ikke skulle betale passagererne kompensation for en forsinkelse på 3 timer og 52 minutter fra København til New York.

I rettens præmisser hedder det bl.a.:

”Flyet blev yderligere forsinket ved ankomsten til New York, fordi en landingsbane var blevet lukket, da op til 40 skildpadder gik på landingsbanen. Dette medførte problemer for ca. 90 % af flyene i det pågældende tidsrum, hvor sagsøgtes fly skulle lande []”.

Afgørelsen, som er min hyggeligste til dato, afspejler retspraksis fra EU-Domstolen for så vidt angår fremmede effekter på landingsbanen:

I sag C-159/18 har EU-Domstolen f.eks. fastslået, at art. 5, stk. 3 i Forordning 261/2004, skal fortolkes således, at forekomsten af benzin på en lufthavns start- og landingsbane, som har ført til, at start- og landingsbanen lukkes, og at en flyvning fra eller til denne lufthavn som følge heraf er blevet væsentligt forsinket, er omfattet af begrebet ”usædvanlige omstændigheder” som omhandlet i denne bestemmelse.

 Det er dog en forudsætning, at den omhandlede benzin ikke stammer fra et fly fra det luftfartsselskab, som har gennemført den flyvning, der kræves kompensation for.

Derved har EU-Domstolen lagt sig tæt op ad en anden afgørelse (C-501/17), hvor der var tale om en forsinkelse på 3 timer og 28 minutter på en flyrejse fra Dublin til Düsseldorf.

Denne forsinkelse skyldtes ifølge Germanwings, at man inden afgang konstaterede en skrue i et af dækkene på det luftfartøj, der skulle forestå flyvningen. Ifølge flyselskabet havde skruen ligget på lufthavnens start- og landingsbane, og var kommet op i hjulet under taxi (såkaldt ”FOD” (”Foreign Object Damage”)).

I nævnte sag (C-501/17) fastslog EU-Domstolen, at beskadigelsen af et dæk på et luftfartøj forårsaget af en fremmed genstand, såsom en løs genstand, der ligger på en lufthavns start- og landingsbane, er omfattet af begrebet ”usædvanlig omstændighed” som omhandlet i art. 5, stk. 3.

Det blev imidlertid samtidig præciseret, at det flyselskab, hvis flyafgang er blevet væsentligt forsinket som følge af en sådan ”usædvanlig omstændighed”, skal dokumentere, at det har anvendt alt det personale og materiel og de økonomiske midler, som selskabet rådede over, med henblik på at undgå forsinkelsen.

I en tidligere afgørelse vedr. ”fremmedlegemer” i luften nåede EU-Domstolen da også frem til, at en kollision mellem et fly og en fugl (et såkaldt ”birdstrike”) er omfattet af begrebet ”usædvanlige omstændigheder” som omhandlet i art. 5, stk. 3, jf. sag C-315/15 – i daglig tale ”Pešková-dommen

Flypassagerer skal ikke dokumentere tilstedeværelse ved check-ind

Check-in before flight

Flypassagerer skal ikke dokumentere tilstedeværelse ved check-ind

Der kan ikke stilles krav om, at passagererne er i besiddelse af boardingkort.

Vi oplever meget ofte, at flyselskaberne stiller krav om, at vi skal dokumentere, at passagererne har været tilstede ved indcheckning, f.eks. ved at fremlægge boardingkort.

Det er imidlertid de færreste passagerer, som gemmer deres boardingkort, når rejsen er slut.

Med en afgørelse fra EU-Domstolen i sag C-756/18 er det da også fastslået, at flyselskaberne ikke kan opstille sådanne betingelser for betaling af kompensation.

Det er med andre ord tilstrækkeligt, at passagererne fremlægger en ”bekræftet reservation på denne flyafgang”, dvs. flybilletten, for at være berettiget til kompensation, med mindre flyselskabet kan dokumentere, at passagererne ikke var om bord på det pågældende, forsinkede fly.

En flyforsinkelse som følge af en voldelige passager…

Empty airport

En flyforsinkelse som følge af en voldelige passager er en ”usædvanlig omstændighed” – Men ret til kompensation, hvis forsinkelsen er lang nok

Der er tale om en ”usædvanlig omstændighed” i Forordningens forstand, når en passagers forstyrrende adfærd begrunder, at kaptajnen omdirigerede flyet til en anden lufthavn og efterfølgende flyafgange også bliver berørt. Er forsinkelsen imidlertid lang nok, er flyselskabet alligevel forpligtet til at betale kompensation.

I august 2017 måtte flyselskabet TAP omdirigere en flyvning mellem Lissabon og Fortaleza (Brasilien) pga. en uregerlig passager. Passageren havde bl.a. bidt en anden passager (!) og overfaldet nogle kabinebesætningsmedlemmer. På den baggrund måtte flyet foretage en landing i Las Palmas på Gran Canaria og sætte passageren af, og dette medførte en (afledt) forsinkelse på den efterfølgende returflyvning fra Fortaleza til Lissabon.

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 rejste en passager herefter krav om 600 Euro i kompensation over for TAP, idet passageren blev forsinket næsten 24 timer på sin rejse fra Fortaleza til Oslo via Lissabon.

Af EU-Domstolen blev det imidlertid fastslået i sag C-74/19, at der er tale om en ”usædvanlig omstændighed” i Forordningens forstand, når en passagers forstyrrende adfærd begrunder, at luftfartøjschefen (kaptajnen) omdirigerede flyet til en anden lufthavn end bestemmelseslufthavnen for at sætte denne passager fra borde. Dette forudsætter dog, at flyselskabet ikke har bidraget til, at denne adfærd indtraf, eller ikke har truffet ”passende foranstaltninger på grundlag af tegn, der indikerede en sådan adfærd”.

Samtidig blev det af EU-Domstolen slået fast, at det ikke er afgørende, at hændelsen ikke indtraf på passagerens egen flyvning (men på en forudgående), ”forudsat at der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne omstændigheds indtræden og forsinkelsen eller aflysningen af den efterfølgende flyafgang”. Det er den nationale domstol, som skal foretage denne vurdering.

Endelig slog domstolen fast – formentlig med henvisning til den meget lange forsinkelse – at det ikke er tilstrækkeligt, at omlægge passagerens rejse til en flyafgang, der gennemføres af det samme selskab dagen efter, medmindre der ikke er andre muligheder for at foretage tidligere omlægning af rejsen ”med en flyafgang, som gennemføres af luftfartsselskabet selv eller af et hvilket som helst andet luftfartsselskab”. Også denne vurdering skal foretages af den nationale domstol.

Endnu engang bliver det således fastslået af EU-Domstolen, at det andet led i art. 5, stk. 3 – spørgsmålet om, hvorvidt flyselskabet har foretaget ”rimelige foranstaltninger” for at undgå forsinkelsen – også skal fortolkes strengt. Jo længere, forsinkelsen er, jo sværere er det for flyselskabet at slippe for sin betalingsforpligtelse – uanset om der foreligger ”usædvanlige omstændigheder”.