Eva Persson

Fik du aflyst dit fly pga. strejke? – Husk at du har krav på op til kr. 4.464 i kompensation

Fik du aflyst dit fly pga. strejke? – Husk at du har krav på op til kr. 4.464 i kompensation

I marts 2021 blev det af EU-Domstolen fastslået, at en pilotstrejke ikke er en ”usædvanlig omstændighed” (jf. sag C-28/20).

De mange tusinde mennesker, som over sommeren har fået aflyst deres fly pga. strejke, har derfor krav på kompensation i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (”Flyforordningen”).

Kompensationens størrelse er på enten Euro 250 (kr. 1.860), Euro 400 (kr. 2.976) eller Euro 600 (kr. 4.464) pr. person.

Hvilket beløb, man har krav på, afhænger af flyrejsens længde. Hvis man har fået aflyst sin rejse til Mallorca (fra Danmark), har man f.eks. krav på Euro 400 (kr. 2.976) pr. person.

Flypassagerer har i øvrigt også krav på at få de aflyste flybilletter refunderet. Ifølge Flyforordningen skal flyselskabet tilbagebetale den fulde købspris for billetterne inden syv dage, jf. art. 8, stk. 1, litra a. Hvis passagererne har afholdt udgifter til nye flybilletter, og disse flybilletter er dyrere end de oprindelige, har passagererne krav på at få godtgjort forskellen.

Hos Concilio & Co advokatfirma har vi en særlig afdeling, som kun beskæftiger sig med flypassagerers rettigheder. Her sidder der nogle af Europas mest specialiserede jurister, som gennem 10 år har hjulpet mere end 30.000 passagerer i både byret, landsret og højesteret.

Kompensationskrav kan gyldigt overdrages – NYE kendelser af 21. september 2022 fra Københavns Byret

Kompensationskrav kan gyldigt overdrages - NYE kendelser af 21. september 2022 fra Københavns Byret

Passagerer kan gyldigt overdrage deres krav på kompensation til et inddrivelsesfirma, som herefter kan føre sagerne mod flyselskabet i eget navn.

Københavns Byret har i går fastslået, at flypassagerer gyldigt kan overdrage deres krav på kompensation i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 til (f.eks.) et inddrivelsesfirma.

Afgørelserne læner sig op ad to domme fra Østre Landsret (fra marts 2021), som fastslog, at et vilkår i Ryanair’s befordringsvilkår, som forbød passagerer at overdrage deres krav på kompensation til et inddrivelsesfirma, skulle tilsidesættes med henvisning til Aftalelovens § 38 c, Forbrugeraftaledirektivet (Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler) samt art. 15 i Rådets forordning (EF) nr. 261/2004.

Disse to landsretsdomme havde dog fokus på Ryanairs befordringsvilkår (og forbuddet heri), medens de nye kendelser er mere ”rene” og alene vedrører det principielle spørgsmål: Kan passagererne – eller kan de ikke – overdrage deres kompensationskrav til et inddrivelsesfirma OG er det i den forbindelse en gyldighedsbetingelse, at inddrivelsesfirmaet betaler kompensationskravet til passagererne ved overdragelsen, eller kan man gøre betalingen til passagererne betinget af, at flyselskabet efterfølgende betaler til inddrivelsesfirmaet.

Konklusionen er altså – helt som forventet – at kompensationskrav gyldigt kan overdrages og at det ikke er en gyldighedsbetingelse, at der sker samtidig betaling.

Også dommene fra Østre Landsret har vi i øvrigt ført her på kontoret, og du kan læse mere om dommene her: BREAKING NEWS – NYE DOMME fra Østre Landsret… – Eva Persson.

I Danmark er der flere af sådanne inddrivelsesfirmaer, og visse af disse får – netop – overdraget fordringerne (altså kompensationskravene) til sig, inden de påbegynder inddrivelsen. Det betyder, at de indtræder i passagerens rettigheder og forpligtelser, og altså ”ejer” kravene selv (modsat: hvis der er tale om et fuldmagtsforhold, hvor inddrivelsesfirmaerne handler på passagerernes vegne).

Det er derfor en stor sejr for forbrugerbeskyttelsen – om end ikke en overraskelse – at retten nu har fastslået, at overdragelserne (selvfølgelig) er gyldige.

Strenge krav til flyselskabets beviser for, at forsinkelsen ikke kunne være undgået – Dom fra Østre Landsret af 25. august 2022

Strenge krav til flyselskabets beviser for, at forsinkelsen ikke kunne være undgået – Dom fra Østre Landsret af 25. august 2022

Hvis et flyselskab skal frifindes for krav om kompensation i henhold til Flyforordningen, skal flyselskabet dokumentere følgende:

  • at aflysningen/forsinkelsen skyldtes en ”usædvanlig omstændighed”, OG
  • at flyselskabet traf de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, for at begrænse forsinkelsen.

Dette fremgår af Flyforordningens art. 5, stk. 3.

I en afgørelse af 25. august 2022 har Østre Landsret endnu engang lagt til grund, at flyselskabets bevisbyrde er streng.

I sagen var der tale om en flyaflysning som følge af den tropiske cyklon Ampil, og Landsretten slog fast, at vejrforholdene udgjorde usædvanlige omstændigheder.

Imidlertid blev flyselskabet alligevel dømt til at betale med følgende præmisser:

  • Der var ikke for landsretten redegjort for, hvornår de usædvanlige omstændigheder ophørte.
  • At flyselskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at forsinkelsen ikke kunne have været
    undgået eller begrænset, hvis selskabet havde udfoldet rimelige bestræbelser på
    at ombooke passagerne til andre fly, herunder eventuelt via andre ruter.
  • Der ikke forelå dokumenterede oplysninger om, hvad flyselskabet konkret foretog sig med hensyn til at undersøge mulighederne for ombooking af passagererne, f.eks. ikke dokumenterede oplysninger om flyselskabets kontakt til andre flyselskaber med forespørgsel om ledig kapacitet, eventuelt via alternative ruter.

Flyselskabet forsøgte under sagen at løfte bevisbyrden ved at fremlægge e-mailkorrespondance med andre flyselskaber, som skulle dokumentere, at der ikke var pladser på sådanne alternative ruter, som passagererne under sagen henviste til. Til dette noterede Landsretten sig følgende:

”Det for landsretten fremlagte, herunder mailkorrespondance med andre flyselskaber i marts 2022, kan ikke føre til et andet resultat.”

På den baggrund blev passagererne tilkendt kompensation.

I en anden dom fra Østre Landsret (fra den 12. november 2022), som også er ført her på kontoret, fastslog Landsretten da også, at passagererne var berettiget til kompensation i henhold til Flyforordningen, da flyselskabet ikke havde godtgjort, at flyselskabet havde truffet de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, for at begrænse forsinkelsen.

I præmisserne hedder det bl.a.:

”KLM skal således godtgøre, at der ikke var andre flyvninger gennemført af KLM eller et hvilket som helst andet luftfartsselskab, som kunne have transporteret passagererne til Orlando med en mindre forsinkelse, eller at gennemførelsen af en sådan omlægning af rejsen ville være urimeligt belastende for KLM på det pågældende tidspunkt.

Rejsen blev som anført omlagt, og landsretten lægger til grund, at dette foregik gennem KLM’s automatiske omlægningssystem. Det lægges videre i overensstemmelse med erklæringen fra [medarbejderen] fra KLM til grund, at systemet ombooker passagererne ud fra kriterierne, hvilke afgange (både med KLM og andre selskaber) der er til bestemmelsesstedet den pågældende dag, om der er ledige pladser på disse afgange, og om der er omlægningsmuligheder til nærliggende lufthavne.

[Inddrivelsesfirmaet] har fra bl.a. Flightstats fremlagt eksempler på gennemførte flyvninger, som – hvis der var plads på flyene, hvilket ikke er oplyst – ville have begrænset forsinkelsen. KLM har i relation hertil for landsretten anført, at KLM har ombookingsaftaler med en række luftfartsselskaber, og at det kun er disse selskaber, KLM teknisk kan overlevere personoplysninger til og reservere fly hos. KLM har videre anført, at det ikke kan forventes, at KLM ombooker til selskaber, som ikke ønsker at samarbejde med KLM, som eksempelvis Norwegian og easyJet, og at det ikke er teknisk muligt at booke hos disse.

Landsretten forstår dette således, at KLM kun har undersøgt mulighederne for omlægning hos de selskaber, KLM samarbejder med. Uanset at en omlægning af en rejse til et luftfartsselskab, som ikke er deltager i ombookingsaftalen, vil være mere belastende for KLM, burde KLM imidlertid også have undersøgt
mulighederne hos disse luftfartsselskaber og tilbyde omlægning hertil, hvis dette ville begrænse forsinkelsen
.
Ved ikke at have undersøgt disse muligheder, og da en sådan undersøgelse endvidere ikke i sig selv findes at være urimeligt belastende for selskabet, har KLM ikke godtgjort, at forsinkelsen ikke kunne have været begrænset”
(min understregning).

Også denne dom illustrerer altså, at flyselskabet skal udfolde endog store bestræbelser på at få passagererne frem til deres destination hurtigst muligt. Dette stemmer da også godt overens med Flyforordningens formål.

Eva Persson i Jyllands Posten i dag

Eva Persson i Jyllands Posten i dag

Flykaos rejser juridiske spørgsmål: »Alle de største luftfartsselskaber har problemer lige nu«

Strejker og kaos i europæiske lufthavne kan give flere tvister mellem flyselskaber, rejsebureauer og passagerer. Bureauer forventer at møde SAS i retten, og antallet af krav om kompensation er stigende.

Læs artiklen fra Jyllands Posten her

Eva Persson i K-NEWS i dag

Eva Persson i K-NEWS i dag

Hovedløst eksempel på et grundlæggende problem med flyselskaber.

Frederik Cilius’ oplevelse med en hjemrejse fra Italien er et enkeltstående helt hovedløst eksempel, der dog skriver sig ind i en større fortælling om nogle grundlæggende problemer, med flyselskabernes manglende vilje til at overholde lovgivningen. Det siger advokat med speciale i flypassagerers rettigheder.

Læs artiklen fra K-NEWS her.

Har du fået FREMRYKKET dit rejsetidspunkt har du også krav på kompensation – NYE DOMME fra EU-Domstolen

Waiting for a flight

Har du fået FREMRYKKET dit rejsetidspunkt har du også krav på kompensation – Nye domme fra EU-Domstolen

De fleste ved, at de har krav på kompensation, hvis deres fly bliver aflyst eller forsinket i mere end 3 timer.

Nu har EU-Domstolen imidlertid også fastslået, at passagerer har krav på kompensation i hht. Flyforordningen, hvis afrejsetidspunktet bliver fremrykket med over 1 time, idet en sådan fremrykning skal sidestilles med en aflysning, jf. Flyforordningens art. 2, litra l og art. 5, stk. 1

Ifølge EU-Domstolen kræves ingen udtrykkelig beslutning om at aflyse afgangen, for at der er tale om en ”aflysning” i Forordningens art. 2, litra l’s forstand (præmis 73).

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at begrebet ”aflysning” er defineret i denne forordnings artikel 2, litra l, som ”en planlagt flyvning, hvortil der var mindst en reservation, som ikke gennemføres” (præmis 70).

Bemærk dog, at en fremrykning, som finder sted mere end 14 dage før planlagt afrejsetidspunkt, ikke er kompensationsberettiget, jf. art. 5, stk. 1, litra c (i).

Periodiske nedlukninger af luftrummet som følge af en militærkonflikt er en ”usædvanlig omstændighed” – men flyselskaberne skal hurtigt kunne omstille sig og indrette sig på risikoen

Silhouette of man waiting for the flight

Periodiske nedlukninger af luftrummet som følge af en militærkonflikt er en ”usædvanlig omstændighed” – men flyselskaberne skal hurtigt kunne omstille sig og indrette sig på risikoen

Concilio & Co advokatfirma har varetaget et meget stort antal sager om kompensation i anledning af sådanne forsinkelser, der skyldtes en militærkonflikt mellem Indien og Pakistan, der førte til, at Pakistan periodisk fra den 27. februar 2019 lukkede sit luftrum for alle overflyvninger.

Der er nu afsagt dom i mange af sagerne, som er anket til Østre Landsret af enten passagererne eller luftfartsselskaberne, og foreløbigt har Concilio & Co i alle sagerne fået medhold i, at passagererne er berettiget til kompensation. I to af sagerne har flyselskabet dog anmodet Procesbevillingsnævnet om tilladelse til anke til Højesteret, og parterne afventer lige nu en evt. tredjeinstansbevilling.

De sager, som Concilio & Co har ført ved Landsretten, vedrører alle forsinkelser, der har fundet sted den 6. marts 2019 eller senere, dvs. sager, hvor flyselskaberne har haft min. 7 dage til at indrette sig på den meddelelse der blev udsendt den 27. februar 2019, om, at periodiske nedlukninger kunne forventes.

I alle sagerne ved Landsretten fremgår det af rettens præmisser, at flyselskabet i hvert fald fra den 28. februar 2019 måtte gå ud fra, at det pakistanske luftrum kunne blive lukket, og fra dette tidspunkt derfor havde anledning til at træffe de nødvendige forholdsregler med henblik på at undgå eller begrænse forsinkelser som følge heraf.

Landsretten fastslår i alle sagerne, at det er en ”usædvanlig omstændighed”, når luftrummet bliver lukket for overflyvninger pga. militære konflikter. Imidlertid slår retten samtidig fast, at flyselskaberne ikke – i de konkrete sager – har godtgjort, at forsinkelserne ikke kunne have været undgået eller begrænset, selv om alle forholdsregler, som med rimelig kunne træffes, var blevet truffet.

Det bemærkes i den forbindelse, at Concilio & Co under sagerne har dokumenteret, at mange flyselskaber kunne servicere deres ruter mellem Skandinavien og Asien uden nævneværdige forsinkelser – dette skyldes formentlig god planlægning og det forhold, at ruten ”udenom Pakistan” kun kan medføre en forøget transporttid på ca. 1 time.

Det springer da også i øjnene, at disse mange (mange!) sager vedr. nedlukningen af det pakistanske luftrum alle er mod de samme 3-4 luftfartsselskaber (85-90 % af sagerne tilmed mod ét og samme flyselskab).

I hvert fald er én af dommene fra Østre Landsret optrykt i Ugeskrift fra Retsvæsen. Afgørelsen vedrører en flyrejse fra København til Phuket med planlagt ankomst den 7. marts 2019, jf. UfR 2022.1867 Ø.

Hvis du har været udsat for en flyforsinkelse eller -aflysning som følge af en militærkonflikt, er det altså ikke udelukket, at du kan være berettiget til kompensation.

Kontakt os gerne for nærmere rådgivning.

Passagerer berettiget til kompensation for forsinkelse på 6 timer og 30 minutter trods uvejr

young businessman upset at the airport waiting his delayed flight with luggage

Passagerer berettiget til kompensation for forsinkelse på 6 timer og 30 minutter trods uvejr

I byretten – hvor mit kontor ikke repræsenterede passagererne – blev flyselskabet frifundet for kravet om kompensation, da byretten lagde til grund, 1) at der var tale om en ”usædvanlig omstændighed” i Flyforordningens forstand og 2) at flyselskabet havde truffet de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, for at begrænse forsinkelsen.

Der var konkret tale om et voldsomt tordenvejr i Helsinki, som afstedkom, at passagererne blev i alt 6 timer og 30 min. forsinket på en rejse fra Bangkok til København (med flyskift i Helsinki).

I Landsretssagen indtrådte Concilio & Co som advokat for passagererne, og fremlagde i den forbindelse en række udskrifter fra Flightstats.com, som dokumenterede, at der bl.a. var et tidligere forbindelsesfly med British Airways fra Helsinki til København, som kunne have reduceret forsinkelsen med 4 timer og 6 minutter.

På den baggrund blev sagen vundet i Landsretten.

I Østre Landsrets præmisser hedder det bl.a.:

”Landsretten finder efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at [flyselskabet] ikke har løftet bevisbyrden for, at forsinkelsen ikke kunne have været undgået, hvis selskabet havde udfoldet rimelige bestræbelser på at ombooke passagerne til andre fly, herunder eventuelt via alternative ruter. Landsretten har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumenterede oplysninger om, hvad [flyselskabet] reelt foretog sig med hensyn til at undersøge mulighederne for ombooking af passagererne. Der foreligger således ikke dokumenterede oplysninger om [flyselskabets] eventuelle kontakt til andre flyselskaber med forespørgsel om ledig kapacitet mellem Helsinki og København, eventuelt via alternative ruter. Navnlig har [flyselskabet] ikke forholdt sig til, om der er foretaget forsøg på at ombooke passagererne til det British Airways fly, der ifølge sagens oplysninger afgik kl. 19.06, og som landede i København kl. 19.39.

På denne baggrund finder landsretten, at [flyselskabet] ikke har godtgjort, at de ikke kunne have undgået forsinkelsen på 4 timer og 6 minutter, som er forskellen på det ankomsttidspunkt, som passagerne kunne have haft, hvis de var ombooket til det pågældende British Airways fly fra Helsinki, og det tidspunkt, de rent faktisk ankom til København på”.

Med dommen kan det altså lægges til grund, at et flyselskab er forpligtet til at forholde sig til sådanne udskrifter fra Flightstats, der sandsynliggør, at passagererne kunne være fremkommet tidligere. Og så fastslår afgørelsen, hvad vi allerede ved, nemlig at et flyselskab er forpligtet til at undersøge hvilke muligheder der er, for at ombooke passagererne til andre flyselskabers ruter. Et flyselskab kan ikke bare ombooke passagererne til egen næste ledige afgang.

Dommen er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen: UfR 2022.1199 Ø.

DOM FRA ØSTRE LANDSRET – Kompensation skulle betales igen, da billetformidleren/rejseagenten ikke havde betalt beløbet videre til passageren (der kan ikke betales med frigørende virkning til billetformidleren/rejseagenten)

Man traveling by airplane. Young passenger waiting at the airport for a delayed flight.

DOM FRA ØSTRE LANDSRET – Kompensation skulle betales igen, da billetformidleren/rejseagenten ikke havde betalt beløbet videre til passageren (der kan ikke betales med frigørende virkning til billetformidleren/rejseagenten)

I en nyere dom af 20. oktober 2022 fra Østre Landsret (UfR 2022.181 Ø) har landsretten fastslået, at et flyselskab ikke med frigørende virkning kan udbetale kompensation til den billetformidler/rejseagent, som har formidlet rejsen. Kompensation i hht. Flyforordningen skal udbetales til passageren ”eller den juridiske eller fysiske person, som passageren efter kompensationskravets opståen har udpeget til at modtage kompensationen”, jf. Flyforordningens art. 7, stk. 1.

Det gør ingen forskel, at passageren har købt og betalt rejsen hos billetformidleren/rejseagenten, som herefter har booket flybilletterne hos flyselskabet, og at flyselskabet blot har indbetalt kompensationen til det samme Mastercard, hvormed rejsen er blevet betalt.

Dommen er dermed helt i tråd med principperne i EU-Domstolens dom af 11. maj 2017 i sag C-302/16, hvor det netop blev fastslået, at art. 5, stk. 1, litra c og art. 7 i Flyforordningen skal fortolkes således, at flyselskabet er forpligtet til at udbetale kompensation i tilfælde af aflysning af en flyafgang, der ikke er blevet meddelt passageren mindst to uger før det planlagte afgangstidspunkt, til trods for, at flyselskabet inden fristen har givet billetformidleren/rejseagenten, der har indgået transportaftalen med den berørte passager, meddelelse om aflysningen, og denne passager ikke er blevet informeret af billetformidleren/rejseagenten inden for fristen.

Hvem hæfter for krav på kompensation ved ”code sharing” – NY DOM FRA VESTRE LANDSRET (1. april 2022)

Silhouette of a man waiting to board a flight in airport

Hvem hæfter for krav på kompensation ved ”code sharing” – NY DOM FRA VESTRE LANDSRET (1. april 2022)

Codeshare foreligger, når en flyrute, der gennemføres af ét flyselskab, også markedsføres af et andet flyselskab som om, at sidstnævnte selv er ansvarlig for ruten.

I en hel ny afgørelse fra Vestre Landsret var der netop tale om codesharing, idet det ene flyselskab, ”A”, havde markedsført en flyrejse fra Bromma til Aarhus den 9. august 2018.

I passagerernes billetter fremgik Flyselskab A da også helt eksplicit under ”Airline reference”. I billetterne – under ”Operated by” – stod der imidlertid også en IATA-kode for flyselskabet ”B” (uden at Flyselskabet B’s navn var nævnt). Det kunne da også konstateres, at det hos Flightstats.com var registreret, at flyvningen blev foretaget af Flyselskabet B ”on behalf of [Flyselskab A]”.

I sagen repræsenterede vi passagerer, som havde anlagt sag mod Flyselskabet A. Flyselskabet A gjorde imidlertid gældende, at Flyselskabet A skulle frifindes, da Flyselskabet A ikke var rette sagsøgte (idet kravet rettelig burde være anlagt mod Flyselskabet B).

Retten i Randers afsagde dom i juni 2021, og gav Flyselskabet A medhold i sin frifindelsespåstand, og sagen blev herefter indbragt af undertegnede for Vestre Landsret.

Her blev det bl.a. gjort gældende, at det ikke kan antages, at mennesker uden særligt kendskab til flybranchen, ved, hvad ”operated by” og ”on behalf of” nærmere dækker over eller hvad IATA-koden (”kendingsbogstaverne”) for Flyselskabet B står for.

Desuden blev det gjort gældende, at flybilletterne også de facto var udstedt af – og kun kunne være udstedt af – Flyselskab A, idet passagerernes billetnumre (”e ticket numbers”) startede med Flyselskab A’s unikke airline ID-nummer (3 cifre).

Under sagen blev Flyselskab A opfordret til bl.a. at redegøre for, om det var Flyselskab A eller Flyselskab B som havde det operationelle ansvar for flyvningen, herunder hvem, som havde ansvaret for at ansøge om slots og indhente de nødvendige tilladelser samt hvem, som havde ansvaret/risikoen for at sælge flybilletterne. Disse opfordringer blev imidlertid aldrig besvaret, hvilket Vestre Landsret da også lagde vægt på ved afgørelsen.

Udgangspunktet er nemlig, at krav i hht. Flyforordningen skal rejses mod det transporterende luftfartsselskab, som er forpligtet til at betale kompensationen i hht. art. 7.

Ifølge Flyforordningen art. 2, litra b, er ”det transporterende luftfartsselskab” ”et lufttrafikforetagende, der udfører eller har til hensigt at udføre en flyvning i henhold til en kontrakt med en passager eller på vegne af en juridisk eller fysisk person der har kontrakt med denne passager”.

I EU-Domstolens dom af 4. juli 2018, C-532/17 (”Wirth m.fl.”), anføres det i præmis 18, at definitionen ”stiller [] to kumulative betingelser for, at et luftfartsselskab kan kvalificeres som et ”transporterende luftfartsselskab”, dels vedrørende gennemførelsen af den pågældende flyvning, dels vedrørende eksistensen af en kontrakt indgået med en passager.”

Da det af Landsretten blev anset for dokumenteret, at det var Flyselskab A, som havde kontrakt med passagererne, og da Flyselskab A ikke havde besvaret appellantens opfordringer, blev det videre lagt til grund, at Flyselskab A havde det operationelle ansvar for flyvningen.  

På den baggrund blev dommen fra Retten i Randers omstødt, og vores kontor fik i Landsretten medhold i, at Flyselskab A hæftede for betaling af kompensation i hht. Flyforordningen.

Jeg står naturligvis til rådighed, hvis der er spørgsmål til afgørelsen.